Morgentur i Neuronskoven

Hippocampus vågnede med et sæt. Der var stille inde i hjernen. Næsten foruroligende stille. Han lå lidt og lyttede. Troede ikke helt på det. For tiden plejede Amygdala at fare rundt, fordi han var blevet skræmt over et eller andet, der udløste panisk angst eller raseri. Men i dag var der så fredeligt, at han kunne høre Neuronskovens dybe monotone lyd.

Han kiggede forsigtigt ud af vinduet og så undersøgende på Amygdalas hus. Der var slukket og gardinerne trukket for. Tænk hvis det blev i dag, at Hippocampus igen fik lov til at passe sit arbejde ordentligt. Det havde han sukket efter i måneder. Det blev kun til små tidslommer af overfladisk koncentration, han fik lov til at bidrage til, og han måtte indrømme, at han ikke var synderligt stolt over resultatet. Han kunne selvfølgelig lagre lidt viden hist og her, men han længtes efter et stort tankegennembrud.

Stille listede han ud og lyttede til Amygdalas dør. Jo, der var helt fredeligt. Det mindede Hippocampus om gamle dage. Dengang hjernen havde haft ro til at fordybe sig, uden at Amygdala fór rundt og skabte sig om alt muligt irrelevant. Når Amygdala kom i det humør, kunne Hippocampus intet stille op. I stedet skyndte han sig ind i sit hus og blev der, til postyret var overstået. Hvis han altså nåede at mærke, at der var et anfald på vej. Ved udbrud, der kom ud af det blå, måtte han nøjes med et gemmested i skoven i stedet.

Hippocampus, i daglig tale kaldet Hippo, boede inde i Neuronskoven, hvor han var en slags skovfoged. Det var den bedste betegnelse, han kunne finde til sig selv. Neuronskoven lå inde i ejerens hjerne, og Hippo var ikke sikker på, om hjernens ejer overhovedet vidste noget om alt det, der foregik under hans kranie og i resten af hans krop. Det var også ligegyldigt, mente Hippo. Så længe hjernens beboere havde et godt samarbejde med ejeren, gik alt fint.

Men meget havde ændret sig på det seneste, og Hippo måtte indrømme, at han gik rundt med en snert af bekymring.

Nåh, det var jo ikke det, han skulle tænke på nu. Denne fredelige morgen ville han bruge på at gå ind i sin elskede skov og kigge sig omkring.

Hippo vidste godt selv, hvor vigtigt hans arbejde var i hjernen, men han gjorde ikke et stort nummer ud af sig selv. Han var en beskeden lille fyr, der arbejdede effektivt, når der var ro i hjernen. Nogen gange drømte han om, at han havde Amygdalas kræfter til bare at kunne skære igennem og gøre, hvad han mente, var det bedste for hjernens ejer. Men de evner var han ikke udstyret med, tænkte han og sukkede. Og han vidste godt, at det også var bedst sådan.

Neuronskoven lå spredt ud over det meste af hjernen. Den bestod af smukke neurontræer med små tykke neurontræstammer og lange neurongrene, der groede ind og ud mellem hinanden. Hver gang Hippo gemte et minde i Neuronskoven, forandrede skoven sig lidt. Hippo elskede at gå grundt og se på sine træer og få øje på minder, han havde gemt rundt omkring. Når hjernens ejer fik en tanke, han gerne ville gemme, sørgede Hippo for at gemme mindet et sted, hvor han kunne finde det igen, den dag hjernens ejer skulle bruge det.

Selv boede Hippo i Det Limbiske Vildnis dybt inde i hjernens midte sammen med Amygdala og nogle andre gode venner. Herinde var skoven ekstra tæt, og man skulle kende sine stier og veje for ikke at fare vild i det tætte buskads.

De lange neurongrene strakte sig op fra neurontræernes stammer i Det Limbiske Vildnis, og mange af dem nåede ud i resten af hjernen. Flere af grenene mødtes med neurontræerne helt ude i Hjernebarken.

Hjernebarken var den knoldede yderste del af hjernen, hvor Hippo også nød at gå lange skovture. Den lå lige på indersiden af ejerens kranie, og Hippo vidste, at det var en meget speciel og vigtig del af hjernen, som adskilte menneskehjerner fra dyrehjerner.

Når Hippo fandt en bakketop i Hjernebarken og sad og kiggede ud over landskabet fuldt af forhøjninger og skrænter, følte han sig levende og vital. Han vidste, at alle de mange bakker og fordybninger betød, at der kunne være ekstra mange træer og indviklede grene, selvom de ikke stod så tæt som i Det Limbiske Vildnis.

Jo, han var bestemt stolt over de mange træer, der var i skoven. Hvis Hjernebarken havde været en flad mark, havde han ikke været i stand til at gemme lige så mange minder. Og han havde heller ikke haft sin dejlige udsigt. Nogle skråninger var meget stejle at komme op og ned ad, og andre steder var der opstået små huler, man kunne gemme sig i.

Da hjernens ejer var barn, havde Hippo moret sig med selv at lege skjul inde i hulerne, når barnet legede gemmeleg med sine venner. Dengang havde livet været så let, og skoven var fuld af dejlige minder fra den tid.

Men det var efterhånden sjældent, at hjernens ejer skulle bruge disse gamle minder, og Hippo var begyndt at tvivle på, om han overhovedet kunne finde dem frem, hvis ejeren pludselig skulle bruge et barndomsminde. De minder, som hjernens ejer ikke brugte til noget, blev ligesom pakket ind af sammenfiltrede grene, og stien til mindet groede til med tiden.

Men hvis Hippo gjorde sig umage, kunne han godt finde vej tilbage til mange af de aflagte erindringer. For nyligt havde hjernes ejer fået en lodden og glad hund, og så var Hippo kommet på arbejde med at finde hengemte barndomsminder frem. Ejeren havde nemlig også haft en uldtot af en hund som barn, og med den nye ven i huset ønskede ejeren at blive mindet om sine vilde og tossede drengestreger med barndomshunden. Hippo havde nydt denne opgave, og der var så dejlig roligt inde i hele hjernen, mens hjernens ejer faldt i staver over barndommens sorgløse hundeminder. Selv lugten af våd hund, der bredte sig i hjernen ved mindet, havde Hippo værdsat for en stund.

Hippo påskønnede det virkelig, når hjernen var rolig, for så virkede alt, som det skulle. Sammen med alle de andre beboere inde i hjernen kunne han udføre de opgaver, han var sat i verden for at bestride. Det var også i harmoniske tider, at de arbejdede bedst sammen med hjernens ejer.

Under Det Limbiske Vildnis lå Reptilkrattet. Mange af neurongrenene i Reptilkrattet var ekstra lange. Nogle af dem var helt op til en meter, og de strakte sig ned i hjernestammen, der lå lige over ejerens nakke. Herfra løb de lange grene videre ned langs rygraden og ud i kroppen.

Det var en anden slags minder, der hang fast i Reptilkrattets neurontræer. Her var de fleste minder nedarvet fra hjernens forfædre gennem millioner af år, og grenene hjalp hjernens ejer med alt muligt praktisk, som f.eks. at trække vejret gennem lungerne eller fordøje maden i tarmen. Det var også disse lange neurongrene, der sørgede for, at ejeren ville løbe væk fra noget farligt, uden at han behøvede at tænke over det. Eller undvige, hvis han var på vej ud i en ulykke. Hippo vidste, at de ansvarlige i Reptilkrattet arbejdede rigtig godt sammen med Amygdala, når der var fare på færde.

For hjernens ejer føltes det, som om det hele kørte på automatpilot. Reflekserne og impulserne drønede gennem skoven i fuld fart, uden at ejeren behøvede at tænke over det. Hippo vidste, at man skulle se sig for, når man kom derned med al den aktivitet.

Han kom til at smile, da han tænkte på, hvordan Amygdala plejede at prale med sit høje tempo, når ejeren skulle reagere hurtigere, end Hippo kunne nå at finde et minde frem. Men Hippo var også imponeret over Amygdalas evne til at være lynhurtig. Hvis hjernens ejer kom til at lægge hånden på en varm gryde, så sprang Amygdala op, og før Hippo eller Pandelapperne kunne nå at reagere, var ejerens hånd trukket væk fra varmen.

Indtryk på Tankevæggen og fokus på Lystavlen

Hippo kunne godt forstå, at hans gamle ven var stolt over denne reaktionskraft. Men han måtte indrømme, at det gjorde ham lidt bekymret, at Amygdala, eller Mygge, som Hippo plejede at kalde ham, havde været meget opfarende på det seneste. Meget mere end han plejede. Han skød tanken væk og fik lyst til at gå op til Pandelapperne, da han fik mindet sig selv om dem.

Pandelapperne boede i den forreste del af hjernen, lige bag ejerens pande. Deres residens var som en imponerende entré, nærmest en hall, hvor hjernens tanker strømmede ind og ud. Her blev nye og gamle minder, pudsige indfald, eftertænksomme antagelser, sanseafspejlinger og dagdrømmeri lyst op som levende billeder på en gigantisk kuppelformet væg, der med årene havde fået betegnelsen: ”Tankevæggen”.

Hippocampus kunne godt lide at komme på besøg hos Pandelapperne. Også selvom der ikke var lige så mange neurontræer som inde i hans Limbiske Vildnis.

Til gengæld var der plads til den store pompøse Tankekarrusel.

Tankekarrusellen stod i midten af hallen og tronede, og her kunne man sidde i en dejlig blød stol og iagttage de mange tanker og indtryk, der gled gennem hjernen. Både dem der kom udefra, de kom typisk ind gennem sanserne, og dem der kom indefra gennem minderne i Neuronskoven.

Hver gang Tankekarrusellen havde kørt en omgang, var billederne på Tankevæggen udskiftet med nye tanker, og de forrige var glemt.

Hippo elskede at sidde i Pandelappernes Tankekarrusel og være med til at lagre alle de tanker, som hjernens ejer gerne ville gemme et sted i Neuronskoven, for så at finde dem frem igen, når ejeren skulle bruge dem. Hvis der var noget, Hippo var stolt over, så var det hans evner til at organisere alle de mange indskydelser og observationer, der hele tiden væltede ind på Tankevæggen.

Det var kun en lille brøkdel af tankerne på Tankevæggen, som ejeren bemærkede. De fleste tanker flød bare ubemærket gennem hjernen. Hippo havde en gang læst med over skulderen, da hjernens ejer skimmede en artikel om menneskehjerner og bevidste tanker i det gule venteværelse hos tandlægen.

Ejeren havde været mere optaget af den specielle tandlægelugt, nærmest som kemiske nelliker, end af artiklen. Så selvom hans øjne havde set ordene i tidsskriftet, havde hjernens ejer ikke læst, hvad der stod. Men det havde Hippo. Der stod, at nogle amerikanske hjerneforskere var kommet frem til, at almindelige mennesker kun er bevidste om 5% af deres tanker. De resterende 95% af tankerne strømmede gennem hjernen af sig selv, uden at man lagde mærke til tankerne [i].

.

Hippo var ikke helt sikker på om det, der stod i tidsskriftet var korrekt, men han mente, at 5% måske passede meget godt med deres hjernes indehaver, og det irriterede ham lidt, at ejeren ikke var mere opmærksom på, hvad der foregik inden i ham selv. Ejeren havde ikke engang bidt mærke i det, da han læste om de 5%, fordi han tænkte på tandlægelugten, mens han skimmede artiklen. Men Hippo havde gemt denne oplysning, fordi han mente,
at ejeren kunne få brug for den en dag.

Det, at hjernens ejer ikke lagde mærke til sine tanker, var én sag. Men at han heller ikke opdagede de følelser, som nogle af tankerne skabte, undrede virkelig Hippo. Hjernens beboere gjorde en masse for at starte alle mulige følelser, som ejeren skulle opdage, når de syntes, han skulle passe på. Men ejeren ignorerede det og fortsatte ufortrødent med det, han havde gang i.

Det meste af dagen kørte Tankekarrusellen bare rundt, uden at hjernens ejer tænkte over, hvad han ville gemme eller hente. Så behøvede Hippo ikke at være i karrusellen hele tiden, og han kunne gå og passe sin skov imens. Det var Pandelappernes opgave at holde styr på Tankevæggen, og karrusellen kørte af sig selv, når ejeren ikke satte tempoet.

Selvom Tankevæggen var enorm, havde den paradoksalt nok kun yderst begrænset kapacitet. Oven i det blev Pandelapperne nemt forvirrede og mistede overblikket, hvis der kom for meget ind på én gang, som hjernens ejer gerne ville beholde. Især hvis Hippo ikke kunne følge med og kom bag ud med arkiveringen af tanker inde i skoven. Det var vigtigt for ejerens hukommelse, at Hippo holdt sig i topform.

Hjernens ejer kaldte Tankevæggen for korttidshukommelsen, og minderne i Neuronskoven kaldte han for langtidshukommelsen. Det syntes Hippo passede vældig godt som beskrivelser af hjernens hukommelse. Tankevæggen viste tankerne, der kom ind i hjernen, og de kunne kun fastholdes i kort tid ad gangen. Når karrusellen havde kørt en omgang, var tankerne på væggen væk for at gøre plads til nye tanker og indtryk. Men i Neuronskoven lå minderne lagret i årevis og kunne sagtens hentes frem, selvom de ikke havde været brugt til noget
i meget lang tid.

Så var han til gengæld lidt mere uforstående over sin egen beskrivelse. Hippocampus. Det betyder søhest på latin. Der var åbenbart nogle hjerneforskere, der for mange år siden havde syntes, at han lignede en søhest, og så havde de givet ham det navn. Faktisk var han ret fornærmet over den betegnelse. Ikke at der var noget galt med søheste. Det var nogle vældigt smukke dyr, mente Hippo. Men han syntes nu ikke, at han selv lignede sådan én, og han kunne ikke forstå, at hjernens ejer var gået med til at kalde ham for en søhest. Men bortset fra det med navnet var han i grunden en meget tilfreds lille beboer inde i hjernen.

En gang i mellem hoppede Hippo ned fra Tankekarrusellen og hentede nogle indtryk fra Tankevæggen, han mente, hjernens ejer kunne få brug for senere. Ligesom han havde gjort det med de 5% bevidste tanker hos tandlægen. Dem lagrede han rundt omkring i skoven i et sindrigt system, så han kunne hjælpe ejeren med kreative påfund og idéer, som ejeren slet ikke var klar over, han havde adgang til.

Dette system blev kaldt underbevidstheden, og selvom det ikke lå noget bestemt sted i Neuronskoven men var gemt rundt omkring, så syntes Hippo, at det var en udmærket betegnelse for hans system af ”hemmelige tanker”. En dag ville forskerne nok opdage, hvordan det hang sammen, men indtil videre var Hippo godt tilfreds med betegnelsen.

Underbevidstheden indeholdt også en masse andet, der påvirkede ejerens personlighed og adfærd, som f.eks. holdninger, identitetsbilleder og præferencer.

For Hippo var det lettest at bruge disse hemmelige tanker og holdninger, når hjernens ejer ikke var bevidst om, hvad han tænkte. For når ejeren selv styrede Tankevæggen, blev mange andre idéer skubbet til side. Og hjernens ejer opdagede for det meste kun Hippos ”hemmelige tanker”, når han lod tankerne strømme af sig selv.

De bedste tidspunkter at sende idéer ind på Tankevæggen var, når hjernens ejer slappede af uden at lave noget specielt. F.eks. hvis han faldt i staver en gang i mellem, eller når han var i brusebad. Nætterne var også rigtig god at bruge, og tidligere havde Hippo haft et effektivt og vellykket samarbejde med hjernens ejer, hvor Hippo sendte idéer ind på Tankevæggen sidst på natten, og hjernens ejer opdagede dem næste morgen, lige inden han stod op.

Dengang vågnede hjernens ejer ind imellem og blev fyldt af eufori, fordi han havde fået en genial idé, og han havde skyndt sig at finde papir og pen frem for at skrive den ned.

Men på det seneste var hjernens ejer begyndt at læse på sin telefon, når uret ringede, og så opdagede han slet ikke de gode idéer, som Hippo havde gjort klar til ham om natten. Faktisk var Hippo holdt helt op med at lyse idéer op på Tankevæggen i de sene nattetimer, for det nyttede jo alligevel ikke noget.

Hippo blev meget skuffet, da det gik op for ham, at hjernens ejer ikke længere var interesseret i morgenidéerne. Nej, han kunne bestemt ikke lide udviklingen. Det var som om, ejeren blev mere og mere fraværende.

Men når hjernens ejer endelig blev bevidst om tankerne på Tankevæggen, skulle Hippo hurtigt på plads i karrusellen, så han kunne fremskaffe minder til tankeprocessen og gemme de nye tankekonstruktioner i sit snedige erindringssystem.

Hippo kunne mærke det med det samme, når hjernens ejer begyndte at tænke selv, og med lynets hast var han tilbage i Tankekarrusellen. Klar til effektiv erindringsservice.

Hjernens ejer kunne bremse Tankekarrusellen og fastfryse et billede, når han opdagede noget spændende på Tankevæggen. Så hjalp Hippo ham med at arkivere erindringen et sted i skoven.

Nogle gange kunne det være rigtig svært for ejeren at få karrusellen stoppet. Det var som regel, hvis han havde gang i alt for mange tanker på én gang. Især bekymringstanker kunne få karrusellen til at køre afsted, uden at ejeren kunne styre den.

Men når det lykkedes for ejeren at stoppe karrusellen og koncentrere sig om noget spændende, var det nogle af Hippos yndlingstidspunkter.

Det var også muligt for hjernens ejer at få karrusellen til at køre baglæns, når han opdagede, at han skulle bruge en tanke, de lige var kørt forbi. Men karrusellen kunne kun køre en enkelt omgang baglæns. Hvis tanken var længere tilbage end én karruselrunde, eller hvis ejeren ikke kunne køre karrusellen langt nok baglæns, så var tanken gået tabt og kunne ikke genskabes.

Heldigvis havde Hippo et lille trick i ærmet. Han kunne nemlig klistre tankeskyggen fast på bagsiden af Tankevæggen, og hvis den samme tanke dukkede op igen senere, ville hjernens ejer opdage den, fordi den passede med skyggen. Og så kunne han sørge for at gemme tanken denne gang.

Hjernens ejer skulle ofte koncentrere sig meget. Både dengang han gik i skole og nu, hvor han arbejdede med indflydelsesrige opgaver. Når der var brug for koncentration, bremsede ejeren karrusellen for at samle tankerne om ét emne. Så tændte han for en stor lystavle, der befandt sig på gulvet lige foran Tankevæggen. Jo mere intenst han fokuserede, desto større blev Lystavlen. Ved dyb koncentration dækkede Lystavlen for en større del af Tankevæggen, og det hjalp ejeren med at lukke af for alle andre indtryk, så han kunne fastholde sit fokus.

Med en stor lystavle var Hippo på hårdt arbejde, og han styrtede frem og tilbage på stierne langs neurontræerne for at finde minder til ejerens tanker. Hippo elskede det, og selvom ejeren efterhånden fik flere og flere problemer med at bremse karrusellen og holde Lystavlen tændt, var Hippo mere end klar, når det endelig lykkedes. Han følte sig meget værdifuld, og han kunne se, hvordan skoven blomstrede op, når der skulle ordnes og gemmes og skabes plads til resultaterne af fordybelsesarbejdet.

Hippo vidste udmærket godt hvor vigtig al den motion i Neuronskoven var for ham. Han havde brug for sin muskelmasse, for at han med lynets hast kunne skyde genvej ad de hurtigste veje til tankedepoterne. Det gjorde hjernens ejer lynhurtig med en yderst veludviklet og knivskarp hukommelse. Jo, de havde et godt samarbejde, tænkte Hippo og rødmede lidt af stolthed.

Ejeren kaldte Lystavlen for arbejdshukommelsen. Når han skulle arbejde med noget specifikt, trak han tanker fra både korttidshukommelsen og langtidshukommelsen ind på Lystavlen og arbejdede koncentreret med dem. Typisk i tæt samarbejde med Pandelapperne.

Når hjernens ejer gik ind i en dyb tilstand af koncentration, skulle Hippo ofte finde stier i Neuronskoven, han ikke havde været på længe. Ind imellem var det stier, han udelukkende kunne komme til, når ejeren selv ville derover. Ejeren kunne oplyse ruter gennem skoven, hvor Hippo fandt nogle specielle minder frem, der blev sendt ind på Lystavlen.

Uden ejeren havde Hippo ikke adgang til disse områder, og det havde Hippo det fint med, for i sidste ende var det jo ejerens hjerne og dermed ejeren selv, der havde det overordnede ansvar for hjernens indhold og dens funktioners form.

Kogni-te i Tankekarrusellen

”Godmorgen hr. Hippocampus,” sagde Pandelapperne, da de fik øje på ham. Hippo kunne godt lide den høflige facon, der var hos Pandelapperne.

”Kan vi byde Dem på en god stærk kop kogni-te,” spurgte de. De var lige stået op. Pandelapperne sov nemlig om natten.

”Ja, tak. Mange tak,” nikkede Hippo og satte sig til rette i en af de magelige karruselstole for at betragte tankerne, der drev forbi på Tankevæggen.

Hippo nød morgenerne, før ejeren var helt vågen selv, og før kogni-teen blev drukket. Tanker og sanser flød bare lydløst afsted, uden at der var nogen, der forholdt sig til dem. Det var bestemt ikke kedeligt – bare fredeligt. Nogle gange dukkede der lidt rester af en drøm op, og hvis ejeren bemærkede drømmestumpen, kunne han blive nysgerrig og bremse karrusellen for at fange resten af drømmen. Men det var nu sjældent, det skete efterhånden.

Pandelapperne var meget dygtige til at konstruere store, avancerede tanker. De var især begyndt at udfolde sig, mens ejeren var under uddannelse. Dengang skulle ejeren lære at håndtere nuanceret teori og skarpsindigt koble det sammen med både hverdagen og med andre krævende metoder og analysemodeller. Ny abstrakt viden var lige noget for Pandelapperne, og de var dygtige til at instruere alle hjernens beboere i at understøtte den komplicerede praksis professionelt.

I takt med at der blev mere og mere brug for dem, lærte Pandelapperne at brygge stærkere og stærkere kogni-te.

Kogni-teen fik alle, der drak af den, til at tænke kognitivt.

Hippo vidste, at når mennesker tænker kognitivt, så tænker de over, hvad de tænker, hvad de mener, hvad de gør, og hvad de føler. De kan også finde på at tænke over hvorfor, de tænker og handler og føler, som de gør. Nogle mennesker bliver ind i mellem meget bange for ufarlige ting, som f.eks. at holde en tale eller at sige ”nej!”. Men hér giver kogni-teen dem mod til at prøve kræfter med det alligevel for at finde ud af, om det nu også er så farligt, som de går rundt og tror.

For Hippo var det vidunderligt at få stærk kogni-te, for han elskede at være med til at strukturere de store tanker og gemme den erfaring, der kom ud af det. Ejeren og Pandelapperne samarbejdede godt, og jo stærkere kogni-te der blev brygget, desto bedre kunne hjernens ejer koncentrere sig om at styre Tankekarrusellen og zoome ind på Lystavlen.

Når det virkelig gik vildt for sig, løb Hippo i konstant pendulfart frem og tilbage mellem Tankevæggen og erindringerne i Neuronskoven for at skaffe hele og halvfærdige refleksioner. Pandelapperne blandede dem møjsommeligt med udfordrende teorier og komponerede banebrydende strategier og nuancerede planer sammen med ejeren. Det holdt Hippo i form, vidste han. Han spændte sine lårmuskler og bemærkede til sin irritation, at de føltes en smule svagere, end de plejede.

Under ejerens uddannelse nød Hippo at se de mange nye skovstier og ruter, der blev udviklet mellem neurontræerne. Godt nok var det på bekostning af nogle af barndomsstierne, der groede til, men det måtte de tage med. Man kunne ikke få det hele.

Pandelapperne var meget opmærksomme på, hvilke tanker der kom op på Tankevæggen, og hvad der blev gjort ved dem. De var grundige i deres arbejde og specialister i at tænke abstrakt og rationelt.

Dannelse var også et af deres fagområder, og de guidede med deres vanlige akkuratesse ejeren i sin opførsel blandt andre mennesker, så han både var populær i familien, i venneflokken og blandt kollegerne

Men om natten sov Pandelapperne. Så kunne man ikke få kogni-te, og der var frit spil på Tankevæggen. Nætterne brugte Hippo til at rydde op efter dagens mange indtryk. Han ordnede og organiserede minderne og følelserne, som ejeren havde fået ind i løbet af dagen, og han fik sat det hele i system langs skovens stier, så erindringerne var lette at finde frem igen.

Hippo vidste godt, at nattens oprydningsarbejde var noget værre rod for ejeren, og at han som regel ikke forstod sine nattetanker. Hvis han da overhovedet kunne huske nogle af dem. En del af disse oprydningstanker kaldte ejeren for drømme. En meget vigtig opgave under nattens arbejde bestod at smide alle de tanker væk, som hjernens ejer ikke skulle bruge til noget. Udsmidningsarbejdet var også Hippos opgave, og han kendte udmærket godt til konsekvenserne, hvis han ikke havde fået smidt nok ud. Så hang der en masse løse tankerester og billedstumper fast på væggen næste morgen, som gjorde det svært for ejeren at tænke klart.

Ejerens søvn var altafgørende, for at Hippo kunne udføre sine opgaver og rydde op om natten. Selv en lille lur midt på dagen kunne hjælpe til, hvis der havde været gang i Tankevæggen.

Kronologiske minder, tempokugler og flow

Selv om Pandelapperne var yderst kompetente til at organisere og lede hjernens kognitive og strategiske tankearbejde, havde de også deres begrænsninger. En af dem var, at de ikke formåede at arkivere udbyttet af hjernens tanker. De var ikke i stand til at vurdere, hvad der skulle kasseres, og hvad der skulle gemmes. Der holdt deres evner op. Også selvom kogni-teen var meget stærk.

Hippocampus var eksperten i hjernen, når det kom til at prioritere og gemme minderne, så de gav mening for ejeren. Og så de kunne findes igen. Hippo var også i stand til at strukturere oplevelser og tanker i kronologisk rækkefølge, så hjernens ejer havde en fornemmelse af tiden.

Selv om det var hulens svært at få tankerne til at ligge i en perfekt tidsorden, så var der nogenlunde styr på det store billede af episodernes rækkefølge. Og hvis det ikke var for Hippo, ville ejeren slet ikke være i stand til at huske, hvornår hvad var sket. Ejeren ville heller ikke kunne huske noget af det, han havde oplevet for bare få minutter siden [ii].

Hippo samarbejdede med flere beboere i hjernen for at få det omfattende tidsarbejde til at fungere optimalt. Et samarbejde der betød meget for ejeren, uden at ejeren egentlig tænkte synderligt over det.

Opfattelsen af tiden, og om tiden føltes hurtig eller langsom, blev organiseret gennem en stor Tankeprojektør, der lyste tanker op på Tankevæggen. Oplevelser, sanser og alle andre indtryk, der kom ind i hjernen, blev indfanget af en opslugende projektørlampe og oplyst som tankebilleder på væggen.

Inden billederne ramte Tankevæggen løb de gennem et rør med nogle små kugler, der gav ejeren en følelse af hurtig og langsom tid. Tempokuglerne, som de små kugler blev kaldt, bevægede sig i takt med ejerens oplevelser. De ledte tankebillederne gennem røret, og jo mere rodede kuglerne lå, desto langsommere føltes tiden for ejeren. Når kuglerne til gengæld lå snorlige, strøg projektørstrålen gennem dem, og ejeren havde en oplevelse af, at tiden fløj afsted.

De små kugler havde en tendens til at lægge sig i uorden, når ejeren beskæftigede sig med noget kedeligt, og derfor sneglede tiden sig afsted, når han stod i kø i supermarkedet. Til gengæld lå kuglerne i snorlige orden, og aftenen føltes så kort, når han var sammen med sine gamle venner og fortalte sjove vittigheder [iii].

Lystavlen foran Tankevæggen blev også oplyst ved hjælp af tempokugler, og når ejeren arbejdede med noget virkelig spændende, glemte han alt om tiden og forsvandt ind i en nærmest berusende tilstand af flow. Ikke engang det dyre ur på ejerens håndled, kunne fange hans opmærksomhed.

Jo, Hippo værdsatte samarbejdet med de andre beboere i hjernen omkring ejerens tidsopfattelse og hukommelse, og han følte sig som en betydningsfuld og uundværlig skovfoged inde i Neuronskoven. Men det krævede sit at holde styr på både hukommelsen og tiden, og han skulle have ro til at rydde op hver nat for at levere et fornuftigt stykke arbejde til ejeren. Hippo kunne ikke både servicere Pandelappernes tankeproces og rydde op i dagens tanker på én gang. Det var derfor, at nætterne var så gode for ejerens hukommelse. Når ejeren og Pandelapperne sov sødt, organiserede Hippo sin kære skov.

Men i den seneste tid var meget blevet anderledes i hjernen. Pandelapperne var begyndt at vågne midt om natten, og de skabte underlige tanker, der ikke gav mening. I stedet gav nattens indfald en masse bekymringer for ejeren. I starten forsøgte Hippo både at hjælpe Pandelapperne og at rydde op i skovens minder på én gang. Men efter noget tid gav han op. Ofte gik han frustreret og såret ned i sit hus og blev der, indtil der var nogenlunde ro i hjernen igen.

Mens Hippo sad i Tankekarrusellen og nød den krydrede smag af dampende varm morgenkogni-te, blev Pandelapperne mere friske, og de tog fat på dagens opgaver for at få hjernens ejer i gang med tænkearbejdet. Hippo fandt nogle minder frem, som han mente, ejeren ville blive glad for at se efter en god nats søvn. De var jo efterhånden blevet sjældne, de gode søvnfyldte nætter.

Det var også typisk på dette tidspunkt, at Amygdala plejede at gøre sig klar til dagen. Han kunne godt lide at sove lidt længere end Hippo, og selvom Hippo holdt meget af sin ven, så nød han de fredelige morgener, før Mygge kom anstigende med sin angst eller vrede over morgenbagateller.

Kronisk angst var blevet hverdagskost om natten i de seneste uger. Hippo vidste ikke hvorfor, men Mygge var begyndt at underholde hele hjernen med sine indskydelser om alt det forfærdelige, der kunne gå galt.

Mygge kunne holde de stakkels Pandelapper vågne en hel nat, og de var så høflige, at de ikke kunne finde på at bede ham om at falde til ro. Til sidst blev Pandelapperne selv så skræmte af historierne, at de kom til at vække ejeren, og så var kaos i gang. Midt om natten!

Efter sådanne nætter startede hjernen den nye dag med kaotiske tanker, og Hippo havde ofte ondt af ejeren om morgenen.

Selv de dybe nattetimer, hvor Hippos særligt betydningsfulde oprydningsarbejde foregik, blev spoleret af Mygges natteroderi. Hippo vidste, at det i længden var skadeligt for hjernen og ejeren, hvis det fortsatte på denne måde. At starte dagen med en overfyldt Tankevæg var på ingen måde sundt for ejeren.

I nat havde der dog været fredeligt, og Hippo havde endda nået at tage sig en lur ud på de sidste nattetimer, inden han gik op til Pandelapperne. Ligesom i gamle dage. Ih, hvor han altså nød denne morgen.

Han tænkte igen på, hvordan han tidligere havde set hjernens ejer få de bedste idéer om morgenen, når han lå nogle minutter i sengen, inden han stod op. Hippo havde altid gjort sig umage med at plante inspirerende billeder fra nattens arbejde på Tankevæggen, som han mente, ejeren kunne bruge som en vigtig brik til at løse et svært problem eller måske til at få en lys idé.

Men når Mygge var aktiv, og Pandelapperne fandt på sære ubrugelige idéer om natten, kunne Hippos inspiration ikke få plads på Tankevæggen. Hippos idéer var ofte anderledes end dem, Pandelapperne kom frem til gennem deres rationaler og analyser. Det var i grunden kun, når der var roligt i hjernen, at Pandelapperne var åbne for en frisk måde at se tingene på.

Hippo syntes, det var lidt begrænsende, når alle nye verdensanskuelser og løsninger udelukkende var skabt ud fra Pandelappernes logiske system. En ny og helt anderledes vinkel at se emnet ud fra gav ofte endnu bedre idéer end det første resultat, der var opstået, mente Hippo. Han sukkede og grundede over, at Pandelapperne havde en tendens til at se verden så sort hvidt, når de var pressede. De overså ligesom nuancerne.

Men nu sad Hippo i Tankekarrusellen med sin kogni-te og ventede spændt på, om hjernens ejer ville opdage de velmenende morgeninput, han havde lyst op på Tankevæggen. Ejeren skulle opdage billederne inden han vågnede helt. For ellers var de blevet afløst af nye indtryk, og karrusellen begyndte at køre hurtigere, så snart ejeren vågnede helt.

”Sikken en stille morgen,” lød det pludselig fra Amygdala. ”Der må være noget galt!” Mygge var dukket op, uden at Hippo havde bemærket det.

”Godmorgen, gamle ven,” sagde Hippo og sukkede i det stille, da Mygge sprang op på Tankekarrusellen.

I det samme var Hippos morgeninspiration væk fra Tankevæggen, og dagens uroligheder startede. Pandelapperne hoppede hurtigt med på bekymringsvognen. De fik vækket ejeren rigtigt, og så var Hippo modvilligt i gang med at hente ængstelige minder frem til ejeren.

Mygge fik også en kop kogni-te, og han var som altid skeptisk. ”Denne kogni-te gør mig sløv og langsom,” beklagede han sig.

Hippo smilede for sig selv. Mygge havde jo ret på en måde. For hvis han ikke kunne reagere hurtigt, så kunne han ikke hjælpe ejeren med at trække hånden til sig eller redde ham fra noget andet farligt. Mygges forfædre måtte have haft kronede dage, når de skulle redde deres ejere fra sultne sabeltigre, tænkte Hippo med et lille eftertænksomt smil.

”Nåh, men i det mindste er det da godt, den ikke er så stærk for tiden,” kommenterede Mygge tørt.

”Hvad siger De, hr. Amygdala?” spurgte Pandelapperne forfærdet i munden på hinanden. ”Er kogni-teen ikke stærk?”

De smagte alle ekstra grundigt på teen og måtte give Mygge ret. Den smagte faktisk ikke så kraftigt, som den plejede.

”Sådan har det da været et stykke tid,” fortsatte Mygge. ”Kogni-teen bliver tyndere og tyndere, og jeg nyder det,” grinede han, mens han hoppede ned fra karrusellen og løb ind i skoven.

”Det var mærkeligt,” tænkte Hippo.